Art-coaching. Lad sanserne vise vej

Art-coaching er en af de dejlige indgange til heartfulness, som vi skal opleve sammen på Mindful Yoga Retreat  i Portugal, maj 2016: Heartfulness.

Min samarbejdspartner Rasmus Forman har været en vigtig hjælp og inspiration under hele processen med at tilrettelægge forårets Mindful Yoga Retreat. (Tak Rasmus :))

Rasmus har skrevet et skøn hilsen til både alle jer som er deltagere på retreatet, og til alle jer, som måske når at blive det. Her fortæller han lidt om Art-coaching og om den workshop, som han vil facilitere for jer i Luous smukke have og vingård. Jeg har selv tidligere oplevet en Art-coaching proces og det er helhjertet, når jeg siger: Glæd jer! ♥

 

Art-coaching og Rasmus hilser på

 

Art-coaching

 

Hej, jeg hedder Rasmus og har de sidste 7 år boet i en kystby udenfor Porto med mine portugisiske kæreste og vores to børn. Jeg har hjulpet Camilla med at finde det helt rigtige sted til Heartfulness Mindful Yoga Retreat og jeg glæder mig til at møde en flok engagerede danske deltagere, som kommer på besøg for at nyde det lune forår og give sig god tid til fordybelse, yoga og Nordportugals smukke natur.

I det daglige arbejder jeg med e-læring og kunstbaseret coaching og midt i jeres Heartfulness-ophold, står jeg netop for en workshop i Art-Coaching (kunstbaseret coaching).

Mens “normal” coaching ofte fokuserer skarpt på mål, motivation og handlingsplaner, går art-coaching lidt mere indirekte og kreativt til værks. Som i “normal” coaching bærer man noget vigtig med ind i arbejdet: et spørgsmål eller personlig tema, men i Art-Coaching afstår man fra at ville kontrollere sig frem til en forandring. Faktisk lægger man ofte det personlige spørgsmål lidt til side, for i stedet at fordybe sig i sansning og enkle kunstneriske opgaver. Art-coaching er en god mulighed for at slippe tankespindet og finde ind i en mere sanselig og fantasifuld omgang med sig selv og sin omverden. I den sidste fase af processen undersøger man, om rejsen ind i det sanselig-kunstneriske rum kaster nyt lys over den enkeltes spørgsmål.

Det kan være lidt svært at forstå på forhånd, hvad kunstbaseret coaching vil sige, men i praksis er det en enkel og ligetil proces, som minder om barndommens stille fordybelse i at skabe noget i en simpel, lavmælt og fokuseret leg.

Art-coaching workshoppen finder sted lørdag efter morgenyoga og vi vil bevæge os rundt i Luous smukke have og vingård. Opgaverne er individuelle, men undervejs er der mulighed for at følge hinandens arbejde og udveksle erfaringer.

Velkommen til en kreativ lørdag formiddag, hvor vi vil give opmærksomhed til naturens former og den inspiration, som det vækker i os.

Bedste hilsner,
Rasmus

 

PS: Du kan læse mere om Art-coaching på Rasmus´s site: artcoaching.pt. På portugisisk…;)

Art-coaching