Kan man egentlig få det skidt af Yoga?

Kan man egentlig få det skidt af Yoga? Altså blive i trist humør?

Igår fik jeg en besked over Messenger med nøjagtig denne ordlyd. Det var en veninde, som lider af en depression. Hun havde haft nogle virkeligt svære oplevelser med at være til yoga. Hun havde fået hovedpine og kvalme, var blevet trist og hun konkluderede ordret i en af beskederne til mig: ‘Det er en god instruktør, det er mig, det er galt med’.

Men der er på ingen måde noget galt med hende. Hun er fuld af sødme, livskraft og fantastisk humor – og kan samtidig være virkeligt hård ved sig selv. Hun har svære oplevelser på yogamåtten nøjagtigt som mange andre har prøvet at have det.

Mens vi laver yoga, kommer vi i nærkontakt med de følelser der er tilstede lige nu og her. Nogen gange kan det være vrede, tristhed, uformåen, udmattelse eller andet, som ikke umiddelbart er spor rart.

Vi kan også få både hovedpine og kvalme. Når yogaen løsner  op for spændinger i kroppen, kan det forbigående give den form for følgevirkninger.

 

Du skal altid, huske at du er kommet til yoga for din egen skyld og at det er dig, der kan mærke, hvad du og din krop helt præcist har brug for!

  • Det kan godt være, at jeg sætter dig til at lave 6 runder af hilsner til solen. Men hvis du er svimmel efter 2 runder, så lav dem i halvt tempo eller læg dig ned (Nej, det er ikke spor fjollet at tage til yoga for at ligge ned. At du opøver lydhørhed overfor dig selv er MINDST lige så vigtigt, som de bevægelser du laver på måtten).
  • Det kan godt være, at jeg hele tiden fortæller dig hvornår du skal trække vejret ind eller ud for at koordinere dine bevægelser med dit åndedræt. Men hvis du trænger til at trække vejret ind førend jeg siger, det er tid – så træk for guds skyld vejret. Det er altid nr. 1, at du får den ilt, du har brug for og undgår at blive stakåndet.
  • Hvis du føler dig udmattet og  kan mærke en pjevsethed vokse indeni for hver gang jeg introducerer en ny bevægelse, så læg dig ned i Shavassana. Giv dig selv en pause.
  • Det kan godt være at jeg fortæller dig, at yoga giver nærvær og nydelse. Men umiddelbart kan det også give dig ubehag. På sigt – hvis du er vedholdende med din yogapraksis – finder du ud af at nærvær og nydelse kan findes i ethvert levende øjeblik – også når det rummer ubehag.

 

Dyrk yoga med total nænsomhed og blidhed overfor dig selv og din krop. Lov dig selv at gøre noget andet, end du bliver bedt om, mindst 5 gange i løbet af en time. Brug din yoga-praksis til at ‘tale kærligt til dig selv’, ved hele tiden at lade dine egne behov være lovgiver for din praksis. Dyrk yoga med ét eneste spørgsmål i dit hovede: Hvad har jeg brug for lige nu?

 

HAR DU BEHOV FOR EN YOGA-PRAKSIS HVOR NÆNSOMHED, BLIDHED OG SENSIBILITET OVERFOR DINE EGNE BEHOV ER 100% I FOKUS?

SÅ KOM TIL WORKSHOPPEN ‘BLØD & BLID’, HVOR TEMPOET ER LAVT OG STILLINGERNE AFSPÆNDENDE OG GENOPBYGGENDE. PÅ BLID OG BLØD FÅR DU IKKE SVED PÅ PANDEN! VI VIL STARTE MED AT SYNGE DET BEROLIGENDE GYATRI MANTRA, LAVE PRANAYAMA, BEVÆGE OS LANGSOMT MELLEM NÆRENDE STILLINGER OG DEDIKERE MERE END EN HALV TIME TIL AFSPÆNDING OG MINDFULNESS-MEDITATION.

 

Brug din yogapraksis til at opøve lydhørhed overfor dig selv. Mindful Coaching & Yoga i Aarhus. Foto: Emma Grouleff.

Brug din yogapraksis til at opøve lydhørhed overfor dig selv. Mindful Coaching & Yoga i Aarhus. Foto: Emma Grouleff.

 

Når vi taler om yoga som ren wellness, kan det godt være temmelig svært at forene med oplevelser som tristhed og hovedpine. At finde nærvær og nydelse gennem Yoga og Mindfulness kan både bestå i en umiddelbart tilgængelig oplevelse, hvor du kommer hjem i din egen krop og straks mærker nærværet og nydelsen. Samtidig kan nærværet og nydelsen findes på et andet niveau, der forudsætter en rejse som kræver både mod og vedholdenhed. En rejse hvor du igen og igen må undersøge det nuværende øjeblik med nysgerrighed og åbenhed – og afsøge hvordan rummelighed og accept kan fylde dit sind – uanset dét du oplever i din krop og i dine tanker.

‘Almindelige følelser’ er forbigående og har gennemsnitligt en ‘levetid’ på omkring 20 minutter. Når vi accepterer en negativ følelse uden at kæmpe imod og uden at hage os fast i den, så letter den af sig selv, som en sort sky der glider forbi solen. Når vi har ro til at lade det ske, så giver det en nydelse ved Væren, som langt overskrider den nydelse der er forbundet med at blive strøget med hårene – at kunne fælde en dom over en oplevelse eller en følelse som værende positiv.

MEN der er også mere varigt negative følelsestilstande; depression eller depressive tendenser, som du ikke selv bør håndtere på et åbent hold for Yoga eller Mindfulness. Hvis du oplever at Yoga og Mindfulness forstærker dit ubehag, så søg hjælp hos din instruktør, så I sammen kan finde frem til, om du istedet har brug for en Mindful Coach, en psykolog eller måske nogle Yoga-enetimer, hvor I har mulighed for løbende at have en tættere dialog. 

 

Yoga, Mindfulness og Meditation har en positiv effekt på hjernen. Det er der stærk forskningsmæssig evidens for.

Yoga og Mindfulness kan helbrede både depression og angst. MEN hvis man har svære psykiske tilstande af den kaliber, så bør man have en psykolog ved hånden, som både kan indføre i Yoga og Mindfulness og give en tæt opfølgning på de oplevelser, der følger heraf.

Hvis du spørger dig selv: Hvad har jeg mest brug for? Og svaret er: Jeg vil bare gerne hjem NU. Så se om du kan blive liggende, mens du mærker impulsen til at tage hjem. Hvis det fortsat er dét du har brug for, så tage hjem. Der kommer intet godt ud af at tvinge sig selv for langt ud over konfort-zonen. Kontakt din instruktør og få hjælp til at finde ud af, hvad der kan gøre det mere trygt for dig at blive på måtten – hvis du altså ønsker at blive.

 

Jeg vil altid gerne høre om de oplevelser, du har i din Mindful Yoga-praksis. Lad mig vide det, når du oplever noget, der er svært, så jeg kan guide dig og hjælpe dig efter bedste evne – og du kan finde mest muligt tryghed, nærvær og nydelse i din yogapraksis.

 

Namasté – og mange kærlige forårshilsner oveni,

Camilla

 

PS. DU KAN STADIG NÅ AT FÅ ET MINDFUL YOGA FORÅRS-sæsonKORT med start ultimo januar 2017 ♣