Om Camilla Hvidbak

Camilla Hvidbak er cand. mag. i Filosofi & idéhistorie med speciale i organisation og forandringsprocesser. Hun er EMCC akkrediteret Master of Business Coaching fra Copenhagen Coaching Center (Danmarks højest certificerede coachinguddannelse). Camilla er desuden internationalt certificeret yoga-instruktør hos excellente Yogi Madhav fra Arhanta Yoga i Indien (Yoga Alliance 200 RYT) og har afsluttet Therapeutic Yoga Training Program hos Cheri Clampett og Arturo Peal, Integral Yoga Institute New York.

——– • • ❖ • • ——–

hvordan Mindful Coaching blev til

Gennem 22 års yogapraksis har jeg oplevet inspirerende og frisættende effekter ved de mentale forholdemåder, der knytter sig til yoga – og herunder mindfulness. På baggrund af dels mine erfaringer med yoga og dels ti år som ekstern leverandør af coaching og supervision har jeg de tre seneste år arbejdet systematisk og dedikeret med at integrere de to praksisfelter. Som det foreløbige resultat af den proces, leverer jeg i dag workshops og uddannelse i Mindful Coaching. Inden længe frigiver jeg en e-bog om Mindful Coaching og en serie af You-Tube interviews med internationalt anerkendte coaches, som har nytænkende og inspirerende perspektiver på emnet.

Jeg har målrettet opsøgt næring til udvikling af Mindful Coaching og af mig selv som Mindful Coach. Sommeren 2013 deltog jeg på et Educational Retreat i New York om Mindfulness in psychotherapy ved Dr. Ronald Siegel fra Harvard Medical School. Siden har jeg deltaget i en række dybt inspirerende kurser hos danske og internationale yoga  og meditations-eksperter. Jeg har indledt et nært samarbejde med Somatisk Coach Tove Kugle, som er en erfaren bodyworker og coach der beriger mit arbejde med Mindful Coaching stort. Netværket HighFive er også en ny og stærk inspirationskilde. Her har jeg oplevet en legendarisk workshop med Transformational Coach Alan Seale og fået mulighed for at udveksle med 30 andre professionelle coaches med stor viden og erfaring. Endelig tog jeg på en rejse til Indien i december 2014, hvor jeg oplevede det autentiske Ashramliv hos Arhanta Yoga ® Ashram India og i den forbindelse tog jeg endnu en yogauddannelse (200 RYT). Min nyeste kilde til faglig inspiration og udvikling, er mit samarbejde med Hamsa Yoga Studio, som er et Yoga Studio der har mange virkelig dygtige lærere i sin stab og nyder stor anerkendelse i det danske Yogamiljø.

 

ledelse og yoga

Jeg indledte min yogapraksis, da jeg som 18-årig ventede min datter Anna. Jeg var målløs over de mange gode effekter af min yogatræning. I løbet af et halvt år blev jeg mere glad, fik mere energi, oplevede større nærvær, blev slankere – og mere til. Det lyder ikke helt troværdigt, jeg ved det. Men sådan var det! For fire år siden uddannede jeg mig til yogalærer og underviser nu på forskellige arbejdspladser.

Siden 2003 har jeg undervist i coaching, organisation og ledelse, samt leveret coaching, supervision og procesfacilitering i en lang række af offentlige og private organisationer. Jeg har samarbejdet med konsulenthuse som Attractor, Eductor og Udviklingskonsulenterne. I dag er mit arbejde koncentreret omkring Mindful Coaching og de tilgange til menneskelig og organisatorisk udvikling, der knytter sig hertil.

filosofi og forandring

Min uddannelse har givet mig titlen cand.mag i filosofi og idehistorie fra Aarhus universitet. De sidste to år af studiet stillede jeg skarpt på organisation, kommunikation og forandringsprocesser. Jeg tog fag som organisations-psykologi, organisationsteori, organisationsfilosofi, organisationsforandring, proceskonsultation i organisationer, intervention i organisationer og etik i organisationer.

I mine tidlige år som selvstændig konsulent supplerede jeg med et studie på Copenhagen Coaching Center, hvor jeg uddannede mig til Master Practitioner Coach. Uddannelsen har givet mig en bred psykologisk og læringsteoretisk vidensbase for min praksis – og mere specifikt en særlig specialiseret indsigt i integration af coaching og mindfulness gennem min masterafhandling om Mindful Coaching.